Gå til hovedindhold

Et levende mødested for unge og alle andre

Kajen kan danne ramme om små og store kultur-events og aktiviteter på lands og til vands. Stedet opfylder ønsket om at skabe et levende samlingssted, hvor lokale, tilflyttere og besøgende kan mødes på tværs af alder og interesser.

Området er i havneudviklingens helhedsplan defineret som et sted for unge, og derfor søgte vi i efteråret efter unge, der havde lyst til at være med til at udvikle området. En gruppe på 16 unge i alderen 13-26 år meldte sig til et forløb med fokus på at udvikle området fysisk og indholdsmæssigt.

De unge kom med masser af energi, masser af ideer og ønsker, som nu er omsat til et manifest, og en overordet plan for området, der ligger foran Markedshallen på den sydlige del af havnen ned mod broen.

Mens arbejdet har foregået har ungeområdet skiftet navn fra Sundparken til Kajen. I sommeren 2024 foregår Kajens arrangementer i havnens nordlige ende, men i foråret 2025 rykker Kajen til sin endelige plads foran Markedshallen.

Vi vil gerne skabe et sted, hvor alle mulige ting kan ske, et sted hvor man kan møde nye venner efter skolen, et sted man passer på tager ansvar for og et sted hvor man bare er, uden at man nødvendigvis skal “gå til noget”.

Ungdomspanelets manifest

Frihed, Fester og Farver
Området skal give plads til festlig stemning, farverige og givende oplevelser, samt frihed til at benytte området til det man ønsker, når som helst.

 

Organiseret kaos
Der skal være plads til store armbevægelser, dog med respekt for de andre der opholder sig på området. Derudover skal området danne rammer for både planlagte arrangementer, samt spontanitet.

 

Unge med ambitioner
De unge der ønsker at skabe noget på området, skal mødes med åbne arme. Der skal ikke være langt fra idé til virkelighed. Miljøet på området skal være understøttende for at man kan udvikle de personlige, såvel som faglige talenter, som man ikke har mulighed for at udvikle i skolen.

 

Ung, som du vil være
Alle brugere af området er velkomne, også dem der føler sig yngre end man er, og man deltager på lige fod med de andre. Der er altså plads til forskellighed og ingen skal udelukkes fra fællesskabet.

 

Guldborgsund kommune inviterede de unge helt ind i processen som aktive medskabere. 14 repræsentanter for byens unge deltog i samarbejdet med tegnestuen SLA, kyndigt orkestreret af Vulcano A/S, om en plan for udviklingen af Kajen. Ungdomspanelets manifest herover er et uddrag af rapporten der er lavet på baggrund af de unges ønsker.

Se hele rapporten

Dyk dybere ned i udviklingen af Nykøbing Falsters havn

Havnebyen Guldborgsund